Zipper Sweater – Man strikkes oppefra og ned i ét stykke. Halskanten strikkes i rib, der lægges dobbelt og strikkes ned. Bærestykket strikkes med raglanudtagninger, først frem og tilbage på rundpinden for at danne plads til lynlåsen, og derefter rundt på rundpinden. Krop og ærmer strikkes rundt. Til sidst strikkes belægning til lynlåsen ud fra hvilende masker, således at lynlåsen også fremstår pæn fra vrangsiden. Lynlåsen monteres til sidst ved at sy den ind mellem de to lag strik – i hånden eller på maskine.
Strik en prøvelap for at finde den pindestørrelse, der giver dig den rette strikkefasthed.
Størrelsesguide
Zipper Sweater – Man bør have et bevægelsesrum (positive ease) på ca. 20 cm i forhold til dit/modtagerens brystmål. Pasformen er oversize. Ønsker du et mindre oversize udtryk, kan du gå en størrelse ned. Størrelserne XS (S) M (L) XL (2XL) 3XL (4XL) svarer til et brystmål på 86-91 (91-96) 96-101 (101-107) 107-113 (113-119) 119-124 (124-132) cm. Målene på den færdige sweater er angivet på forsiden af opskriften. Mål dig selv/modtageren, inden du går i gang med at strikke, for at vurdere hvilken størrelse, der vil passe bedst. Hvis du/modtageren fx måler 103 cm rundt om brystet (eller det bredeste sted på kroppen), bør du strikke en str. L. En sweater i str. L har overvidden 125 cm og vil i nævnte eksempel give et bevægelsesrum (positive ease) på 22 cm. Ønskes et mindre oversize fit, kan du strikke str. M og vil da opnå bevægelsesrum på 16 cm.
Størrelser: XS (S) M (L) XL (2XL) 3XL (4XL)
Sweaterens overvidde: 110 (112) 119 (125) 132 (136) 141 (148) cm
Længde: 67 (67) 69 (70) 70 (72) 75 (76) cm (målt midt bag eksklusiv halskant)
Strikkefasthed: 15 masker x 21 pinde i glatstrik på pind 5 mm = 10 x 10 cm efter vask og blokning
16-17 masker x 21 pinde i rib (1 r, 1 vr) på pind 5 mm = 10 x 10 cm efter vask og blokning (strikkefasthed i ribkanter på ærmer og nederst på kroppen)
21-22 masker x 24 pinde i rib (1 r, 1 vr) på pind 4 mm = 10 x 10 cm efter vask og blokning (strikkefasthed på halsens ribkant)
Vejledende pinde: Rundpind 5 mm (40 og 80 eller 100 cm), 2 rundpinde 4 mm (80 cm), strømpepinde 5 mm og 4,5 mm (medmindre der strikkes med Magic Loop-teknik)
Materialer: 900 (900) 1000 (1000) 1000-1100 (1100) 1100 (1200) g Hyrdegarn fra Hjelholts Uldspinderi (100 g = 125 m) eller 700 (700) 750 (800) 850 (900) 950 (1000) g Fritidsgarn fra Sandnes Garn (50 g = 70 m). Lynlås 6 mm, 35 cm.
Sværhedsgrad: ★ ★ ★ ★ (4 ud af 5).